Planlæg en tur

Fordelene ved en aktiv ferie

Vi kender det alle. I dagligdagens trummerum er der ikke noget bedre end at have noget at glæde sig til og drømme om – især en ferie. Men her kommer det store spørgsmål så – hvilken type ferie skal jeg vælge? Det kan føles som et helt buffetbord af muligheder. Skal det være en afslappende solferie, en begivenhedsrig storbyferie eller en aktiv ferie med storslåede naturoplevelser? Bliv klogere på, hvorfor du skal vælge netop den aktive ferie næste gang.
Katrine
5 min.
5 min.

Hvorfor tage på en aktiv ferie? 

Den aktive ferie har for alvor vundet indpas, og det er der et væld af gode grunde til. Mulighederne er mange, når det gælder en aktiv ferie, om du er til at cykle ud i det blå, vandre i bjergene, klatre på klipper, suse på ski, ro kano eller glide gennem vandet i kajak. Lige meget hvilken aktivitet du vælger, er der garanti for, at du får nogle gode oplevelser med i bagagen. Fordelene er nemlig mange ved den aktive ferie:  

1. Dyrk dine interesser: På en aktiv ferie kan du have dine interesser med i kufferten frem for at lade dem blive derhjemme. Det åbner op for, at du kan skifte dine sædvanlige gåture i den lokale skov ud med en vandreferie i de norske fjelde. Samtidig kan det give mulighed for at prøve helt nye aktiviteter eller komme hjem med nye skills.

2. Lær noget nyt om dig selv: Når du på 4. dagen roer i din kajak, eller vandrer kilometer efter kilometer, kan det måske føles hårdt, men samtidig giver det mulighed for en masse tid til selvrefleksion. Du kommer måske ud i nogle lidt pressede situationer, som du får håndteret og overvundet. Det er med til at give nogle erfaringer, øget selvtillid og at du lærer noget om dig selv – måske finder du ud af, at du kan holde til mere, end du tror. 

3. Kom helt tæt på naturen: Aktiv ferie handler ikke kun om at have fuld fart fremad. Det handler også om at stoppe op og nyde de små øjeblikke – om det er at nyde den fine udsigt fra toppen af bjerget på vandreturen, eller tage en afslappende dukkert på cykelferien, inden der atter skal trædes i pedalerne. Du får nogle andre naturoplevelser på for eksempel gåben eller cykel end fra køretøjer som bilen eller turistbussen, hvor du spejder ud ad ruden, mens naturen passerer forbi. Her styrer du selv tempoet, kommer tættere på naturen og kan se afkroge og skjulte perler, du ikke havde regnet med. 

4. Det er sundt: Den daglige motion består af mere end et par svømmetag og gåture til og fra buffeten, når du tager på en aktiv ferie. Her får du dyrket noget motion og brugt kroppen, hvilket både bidrager til din fysiske og mentale sundhed. Lyder det ikke tiltalende både at tage hjem med fornyet energi og rigere på oplevelser?   

5. Få nogle fælles oplevelser: Netop oplevelser er den aktive ferie fuld af. Hvis du tager afsted på en aktiv grupperejse, er der mulighed for at få skabt nogle fælles minder og oplevelser sammen. Gennem aktiviteter lærer I hinanden at kende på en anden måde. Det handler om at kunne samarbejde, motivere og hjælpe hinanden. For eksempel når der skal roes i takt i kanonen, eller I skal give hinanden det sidste skub for at nå toppen af bjerget, så I sammen når i mål. Her kan følelsen af fællesskab indtræffe. Alt dette kan være med til at sociale bånd styrkes og knyttes. 

Planlægning af den aktive ferie 

Inden du kommer alt for godt i gang med at smøre cykelkæden eller finde vandreskoene fra loftet frem, så er det med at få gjort nogle tanker om ferien. Der findes aktive ferier for alle, men det er vigtigt at finde den aktive ferie, der passer til netop dig både ud fra interesser og niveau. Planlægning er nøgleordet her – både i form af research, forberedelse og forventningsafstemning. Der er for eksempel langt fra en rolig vandretur i Mols Bjerge til at skulle bestige Mount Everest. Nogle aktive ferieformer kræver, at du er i en vis grundform, og at du træner op. Ligeledes er det vigtigt at forventningsafstemme med dig selv og/eller dem, du rejser med om, hvor ”aktiv” ferien skal være. Det behøver ikke være aktivt 24/7 – der er mange grader af en aktiv ferie.  

Aktiv ferie i Skandinavien

Lyder en aktiv ferie lige som noget for dig? Så behøver du ikke at skulle særlig langt væk for at påbegynde en aktiv ferie – der er mange muligheder både i Danmark, Norge og Sverige, som alle byder på et væld af naturoplevelser. Hvis du vil blive klogere på, hvilke muligheder der er, så se vores udvalg af aktive friluftsture i Skandinavien og find ud af, hvor din næste aktive ferie skal gå til.

Mere fra magasinet