Friluftsfilosofi

Der er kø på Mount Everest

Jeg hørte for nyligt en artikel på nyhedsmediet Zetland, om at der er kø på Mount Everest. Folk dør, fordi de står i kø i hundrede meter langer køer på bjerget og fryser ihjel. Hvis du, ligesom mig, er fascineret af bjerge, sne og eventyr, har du helt sikkert set filmen “Everest”.
Maja
7 minutter
7 minutter

OBS - indeholder spoiler af filmen “Everest”

Det er ikke billigt at komme afsted på en Everest-ekspedition. Der florerer forskellige tal på nettet, men rundt regnet kan det nemt koste op mod en halv million kroner. Det koster i sig selv 11.000 dollars, lige omkring 80.000 danske kroner, i licenspenge til den nepalesiske stat - dette er uden guider, men blot for at få lov til at være på bjerget. Hvad får folk til at betale op mod en halv million kroner for at potentielt stå i kø på et bjerg og dø? Det er et virkelig interessant spørgsmål, som jeg ingen forudsætninger har for at besvare, så det vil jeg lade andre om. 

Hvorfor vil vi derop?

Da den første mand til at nå toppen af Mount Everest blev spurgt, hvorfor han gjorde det, svarede han simpelt: “Fordi det er der”. 

Den professionelle alpinist David Göttler beskriver, at det er en kombination af nysgerrighed og bedriften i at nå toppen af det højeste bjerg, som driver værket. Nysgerrighed på, hvordan han fungerer på de sidste 100 meter. Kan han klare det? Samtidig anerkender han, at med den slags mål, som kræver så meget af en, som det gør at nå toppen af Mount Everest, så er der en risiko for at miste sig selv. Han siger: Der er altid tanken om, bliver det her mit skæbnesvangre bjerg, og bliver jeg Sisyfos? 

Ligger den oldgræske undervisning lidt langt væk i hukommelsen, så lad mig genopfriske. Sisyfos var en græsk figur, konge af Corinth, som snød døden to gange. Zeus straffede ham ved at få ham til at rulle en sten op ad en kæmpe bakke, blot for at den rullede ned igen lige før den nåede toppen. På den måde blev det et evighedsarbejde. David Göttler uddyber ikke, hvad han præcist mener med at blive en Sisyfos, så det lader han os filosofere over. Min første tanke er: Forsøget på at nå toppen af Mount Everest er som at forsøge at snyde døden, fordi det er så ufremkommeligt et klima. Mod toppen af bjerget kan du knap få vejret, fordi luften er så tynd. De fleste af dem, der når toppen er helt radbrækkede og ved dårlig bevidsthed. Alpinisten David Göttler beskriver det at nå toppen som en “lettelse over ikke at skulle klatre længere”. Med andre ord: Det er ikke kun sjov og ballade, det er en strabadserende opgave. De hundrede meter lange køer, som snor sig langs bjergkammen, er livsfarlige for bjergbestigerne. Der er mange frostgrader på bjerget, og at stå stille er noget af det allerværste, man kan gøre. Der er næppe græske guder på spil på Mount Everest, men man fristes til at spørge sig selv, om de lange køer er Zeus, der straffer bjergbestigerne for at (forsøge) at snyde døden?

Foto: https://www.norsk-klatring.no/ekspedisjon/mount-everest/everestturismenEn skæbnesvanger ekspedition

En skæbnesvanger ekspedition

Den amerikanske klatrer og journalist Jon Krakauer deltog i 1996 i en bestigning af Mount Everest. Han var med som journalist for at skrive om den øgede kommercialisering på Everest. Det bliver en skæbnesvanger tur, hvor mange af hans rejsekammerater ikke når ned af bjerget før et uvejr rammer, og de dør. Efterfølgende skrev han en bog, Into thin air, om hans oplevelse. Grundstemningen i bogen er en enorm kritik af de kommercielle ekspeditioner. Han mener, at konkurrencen mellem firmaerne om at få klienterne til toppen går ud over sikkerheden. Han beskriver Everest som  et skrækindgydende sted, et øde punkt på jorden, hvor døden er en konstant trussel. Et sted, hvor det ikke er meningen, at mennesker skal være. 

Foto: https://www.bt.dk/udland/ti-doedsfald-paa-en-uge-paa-taetpakkede-mount-everest-den-ene-froes-ihjel-uden-for

Når døden banker på døren

Jeg har aldrig selv været på Everest, men det er et interessant billede, Jon Krakauer maler af det. Er der steder på jorden eller måske rettere i bjergene, hvor mennesket ikke burde opholde sig?  Jeg synes, det er et interessant spørgsmål. Jeg elsker selv at være afsted i det øde og barske landskab. Derude, hvor der kan gå timer mellem, at man møder nogle  (ja, i virkeligheden er der nok mere øde der end på Everest). Derude hvor man er i naturens “vold”, fordi man skal være vågen over for vejrets omskiftelighed. 

Alligevel har jeg aldrig haft lyst til at bestige Mount Everest. Det er som om, at der er noget inde i mig, der slår fra, så snart der er en overhængende fare for at døden banker på.  Der er ikke noget 6. gear eller et “drive” indeni mig til at gøre det umulige. Til at forsøge at snyde døden og opholde mig i et livsfarligt klima. 

Intet er uden risiko, og jeg er ikke naiv. Alle steder, man opholder sig, kan potentielt være farlige. Man kan blive kørt ned på cykel på vej efter morgenbrød, ligesom jeg kan komme til skade eller fare vild på en af mine friluftsture. Alligevel er det med en helt anden risiko. Selvfølgelig kan det gå galt, men jeg færdes sjældent steder, hvor det ikke er muligt at få hjælp. Dem, der tager til Everest med målet om at nå toppen, ved, at det potentielt er med livet som indsats. 

På vores ture, står døden ikke på dørtrinnet og venter på at tage træskoene fra dig. Til gengæld lover vi, at du nok skal få spænding og store oplevelser - og uden at betale en halv million for det.

Mere fra magasinet